1 Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: “Vi er jo dit Kød og Blod! 2 Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!” 3 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENS Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel. 4 David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede fyrretyve År. 5 I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og Juda. 6 Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusitterne, som boede deri Landet. Man* sagde til Kongen: “Her kan du ikke trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!” Dermed vilde de sige: “David kommer ikke herind!” { [*dvs. Jebusitterne.] } 7 Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. 8 På den Dag sagde David: “Enhver, som trænger frem til Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører”*. Derfor siger man: “En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!” { [*Teksten er uforståelig; Eftersætningen er taget fra 1 Krøn. 11, 16.] } 9 Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og han befæstede Byen rundt om fra Millo* og indefter. { [*et befæstet Sted i Jerusalem.] } 10 Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud, var med ham. 11 Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus. 12 Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld. 13 David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere Sønner og Døtre. 14 Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo, 15 Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia, 16 Elisjama, Ba'aljada og Elifelet. 17 Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen*, { [*rimeligvis Adullams Hule.] } 18 medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen. 19 David rådspurgte da HERREN: “Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?” Og HERREN svarede David: “Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!” 20 Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde han: “HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand bryder igennem!” Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim*. { [*betyder Gennembrud. Es. 28, 21.] } 21 Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog dem. 22 Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen. 23 Da David rådspurgte HERREN, svarede han: “Drag ikke imod dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene*. { [*en harpiksholdig Busk.] } 24 Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær!” 25 David gjorde, som HERREN bød, og slog Filisterne fra Gibeon til hen imod Gezer.