1 Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler, som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin. 2 Da sagde Kongen til Ziba: “Hvad vil du med det?” Og Ziba svarede: “Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus, Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke for dem, der bliver trætte i Ørkenen!” 3 Så sagde Kongen: “Hvor er din Herres Søn?” Ziba svarede Kongen: “Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give mig min Faders Kongedømme tilbage!” 4 Da sagde Kongen til Ziba: “Dig skal hele Mefibosjets Ejendom tilhøre!” Og Ziba sagde: “Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde Nåde for min Herre Kongens Øjne!” 5 Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn Simeï, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser, 6 og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt alle Krigerne og alle Kernetropperne gik på begge Sider af ham. 7 Og Simeï forbandede ham med de Ord: “Bort, bort med dig, din Blodhund, din Usling! 8 HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalom Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for, i du er en Blodhund!” 9 Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: “Hvorfor skal den døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen og hugge Hovedet af ham!” 10 Men Kongen svarede: “Hvad har jeg med eder at gøre, Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?” 11 Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: “Når min egen Søn, som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN har budt ham det! 12 Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til Gengæld for hans Forbandelse i Dag!” 13 Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simeï fulgte ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser, slog med Sten og kastede Støv efter ham. 14 Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede til Jordan og hvilede ud der. 15 Imidlertid var Absalom draget ind i Jerusalem med alle Israels Mænd, og Akitofel var hos ham. 16 Da nu Arkitten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalom, sagde han til ham: “Kongen leve, Kongen leve!” 17 Absalom sagde til Husjaj: “Er det sådan, du viser din Ven Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?” 18 Husjaj svarede Absalom: “Nej, den, som HERREN og dette Folk og alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og hos ham vil jeg blive! 19 Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!” 20 Absalom sagde så til Akitofel: “Kom med eders Råd! Hvad skal vi gøre?” 21 Akitofel svarede Absalom: “Gå ind til din Faders Medhustruer, som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!” 22 Absaloms Telt blev så rejst på Taget, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn. 23 Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget, som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af Akitofel både hos David og Absalom.