1 Til Sangmesteren. Al-haggittit*. Af Asaf. { [*se til Sl. 8, 1.] } 2 Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, 3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; 4 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! 5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; 6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte. 7 “Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. 8 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. 9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! 10 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! 11 Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! 12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. 13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. 14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! 15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! 16 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; 17 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!”