1 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: “Hvem er da den største i Himmeriges Rige?” 2 Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: “Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 4 Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. 5 Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig. 6 Men den, som forarger én af disse små, som tro på mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. 7 Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer! 8 Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. 9 Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild. 10 Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. 11 [Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.]* { [*Verset mangler i flere af de ældste Håndskrifter og er vistnok indføjet her fra Luk. 19, 10. 1 Tim. 1, 15.] } 12 Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og ét af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne? 13 Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild. 14 Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse små skal fortabes. 15 Men om din Broder synder imod dig*, da gå hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. { [*Ordene “imod dig” mangle i nogle af de ældste Håndskrifter. 3 Mos. 19, 17. Luk. 17, 3. Gal. 6, 1. Jak. 5, 19.] } 16 Men hører han dig ikke, da tag endnu én eller to med dig, for at “hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund.” 17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. 18 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. 19 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. 20 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.” 21 Da trådte Peter frem og sagde til ham: “Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv Gange?” 22 Jesus siger til ham: “Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange. 23 Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. 24 Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter* skyldig, ført frem for ham. { [*En Talent var 6.000 Drakmer (se Luk. 15, 8), altså henved fire Tusinde Kroner.] } 25 Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales. 26 Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen. 27 Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden. 28 Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer* skyldig; og han greb fat på ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig! { [*En Denar var omtrent 65 Øre.] } 29 Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig. 30 Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. 31 Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket. 32 Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig. 33 Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig. 34 Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde få betalt alt det, han var ham skyldig. 35 Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder.”