1 Profetsønnerne sagde engang til Elisa: “Se, der er for lidt Plads til os her, hvor vi sidder hos dig. 2 Vi vil gå til Jordan og hver tage en Bjælke og der indrette os et Rum, vi kan sidde i!” Han sagde: “Ja, gør det!” 3 Men en af dem sagde: “Vil du ikke nok følge med dine Trælle!” Og han svarede: “Jo, det vil jeg!” 4 Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde Træer. 5 Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: “Ak, min Herre! Og det var endda lånt!” 6 Men den Guds Mand sagde: “Hvor faldt det?” Og da han havde vist ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom Øksen op på Overfladen; 7 og han sagde: “Tag den op!” Så rakte han Hånden ud og tog den. 8 Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine Folk, at de skulde lægge sig i Baghold på det og det Sted. 9 Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige: “Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne i Baghold!” 10 Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der; og det gjorde han ikke én, men flere Gange. 11 Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk kalde og spurgte dem: “Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels Konge?” 12 Da sagde en af hans Hærførere: “Det er ingen af os, Herre Konge; det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide, hvad du taler i dit Sovekammer.” 13 Da sagde han: “Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende Folk ud og lade ham gribe!” Da det meldtes ham, at han var i Dotan, 14 sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom ved Nattetide og omringede Byen. 15 Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til ham: “Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?” 16 Men han svarede: “Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!” 17 Og Elisa bad og sagde: “HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!” Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa. 18 Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og sagde: “Slå de Folk med Blindhed!” Og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. 19 Da sagde Elisa til dem: “Det er ikke den rigtige Vej eller den rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I søger!” Han førte dem så til Samaria, 20 og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: “Herre, luk nu deres Øjne op, så at de kan se!” Da lukkede HERREN deres Øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. 21 Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: “Skal jeg hugge dem ned, min Fader?” 22 Men han svarede: “Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres Herre!” 23 Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land. 24 Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær og drog op og belejrede Samaria; 25 og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en Fjerdedel Kab* Duegødning** fem. { [*en Kab = 1&6 Sea, omtrent 2 Liter.] / [**måske der skal læses: Bønner.] } 26 Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til ham: “Hjælp, Herre Konge!” 27 Han svarede: “Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?” 28 Og Kongen spurgte hende videre: “Hvad fattes dig?” Da sagde hun: “Den Kvinde der sagde til mig: Kom med din Dreng, så fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng! 29 Så kogte vi min Dreng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt Drengen skjult.” 30 Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på den bare Krop. 31 Og han sagde: “Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene på ham Dagen til Ende!” 32 Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde han til de Ældste: “Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans Herres trin bag ham.” 33 Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: “Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på HERREN?”