1 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. 2 Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; 3 og de råbte til hverandre: “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!” 4 Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg. 5 Da sagde jeg: “Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!” 6 Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; 7 det lod han røre min Mund og sagde: “Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!” 8 Så hørte jeg Herren sige: “Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?” Og jeg sagde: “Her er jeg, send mig!” 9 Da sagde han: “Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! 10 Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges.” 11 Jeg spurgte: “Hvor længe, Herre?” Og han svarede: “Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Agerjorden ligger som Ørk!” 12 Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; 13 og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.