1 Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og man læste op for Kongen af den. 2 Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at Bigtana* og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong Ahasverus. { [*samme Navn som Bigtan i Est. 2, 21.] } 3 Kongen spurgte da: “Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist Mordokaj til Gengæld?” Kongens Folk, som gik ham til Hånde, svarede: “Der er ingen Ære vist ham.” 4 Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham. 5 Kongens Folk svarede ham: “Det er Haman, der står ude i Gården.” Da sagde Kongen: “Lad ham komme ind!” 6 Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: “Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?” Haman tænkte ved sig selv: “Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?” 7 Derfor svarede Haman Kongen: “Hvis Kongen ønsker at hædre en Mand, 8 skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved der er sat en kongelig Krone, 9 og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre, Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!” 10 Da sagde Kongen til Haman: “Skynd dig at hente Klædningen og Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som sidder i den kongelige Port! Undlad intet af, hvad du sagde!” 11 Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen på og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham: “Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!” 12 Derefter gik Mordokaj tilbage til Kongens Port. Men Haman skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved. 13 Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst! 14 Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.